HOVEDSTADEN: Private vagtlægeordninger i Region Hovedstaden har de seneste år mærket en stigning i antallet af henvendelser, viser en rundringning, som DR København har foretaget.
Og nu byder så også forsikringsselskabet Tryg sig til på markedet blandt syge borgere. Selskabet vil nemlig tilbyde deres 350.000 privatkunder en vagtlæge, der via videolink på telefonen eller computeren kan tilse patienten.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi ved KORA, Jakob Kjellberg, kommer Trygs nye tilbud om en hotline ikke som en overraskelse.
- Der kan jo være en utryghed hos nogen efter den debat, der har raset i pressen omkring 1813, som gør at man kan sælge en forsikring, siger han.
Jakob Kjellberg mener dog stadig, at Akuttelefonen 1813 ikke bør bekymre sig om Tryg eller andre private lægevagtsordninger.
-Det har været problemfyldt med ventetider i 1813, men det er der kommet styr på nu, og spørger man brugerne af 1813, så siger en høj andel, at de er tilfredse med akuttelefonen, siger han.
Hotline skal ikke være konkurrent
Hos Tryg skal den nye lægehotline ikke ses som konkurrent til statens lægevagtsordninger. Derimod er det supplement, siger cheflæge i Tryg, Bente Dyrlund.
- Lægehotlinen er et fuldstændigt naturligt led i alle de sundhedsprodukter, som vi tilbyder Trygs kunder, siger hun.
Prisen per konsultation vil være 149 kr., og det er privathospitalet Aleris-Hamlet, som skal varetage videokonsultationen med Trygs kunder.
DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Region Hovedstaden.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.